Videre til indhold | Videre til menunavigation

Trafikken over Øresund

10 år med fast forbindelse

1. juli 2010 er det 10 år siden Øresundsbron blev åbnet. Den store forbedring i tilgængeligheden på tværs af det sydlige Øresund satte fart i en integrationsproces mellem de to sider af sundet og primært mellem de to største byer i regionen – København og Malmö. Det er alle former for trafik, der er steget, men især pendlingstrafikken er vokset enormt.

Færger i Nord – bro i Syd

I 1990’erne blev Øresund passeret af mellem to og tre millioner biler årligt. I 2009 var antallet af køretøjer vokset til 9,3 millioner, og i alt passerede 35,6 millioner rejsende Øresund i bil, bus, tog eller med færge.

Trafikken over Øresund 1990-2008
Trafikken over Øresund 1990-2008
Kilde: Shippax og Øresundsbron
Download billede|Zoom
Personrejser over Øresund 2001-2009
Personrejser over Øresund 2001-2009
Kilde: Shippax og Øresundsbron
Download billede|Zoom

Efter en mindre tilbagegang i trafikken i starten af 1990’erne voksede antallet af køretøjer over Øresund med gennemsnitlig 10 procent om året fra 1995 til 1999. Nye ruter, flere afgange, lavere priser samt økonomisk vækst i Danmark og Sverige var årsagen til trafikvæksten. Åbningen af Øresundsbron resulterede yderligere i et trafikspring på 43 procent, og den samlede trafik over Øresund voksede gennemsnitligt med 10 procent hvert år i perioden 2001 – 2007.

Året 2008 skilte sig ud med en vækst i trafikken over Øresund på 3 procent – som udgøres af en fremgang på 5,1 procent på Øresundsbron og et fald på 2,6 procent i færgetrafikken mellem Helsingør og Helsingborg. 2009 er tendensen fortsat, hvor den samlede trafik over Øresund er faldet med 1,2 procent. Øresundsbron fik et lille plus på 0,5 procent, mens færgerne oplevede et fald på 6 procent. Begge års svage vækst er klare udtryk for den lavkonjunktur, der har ramt både Danmark og Sverige i kølvandet på finanskrisen.

Personbilstrafikken udgør langt hovedparten, 92 procent, af al trafik over Øresund, mens lastbiltrafikken udgør 7 procent og bustrafikken 1 procent. 76 procent af al vejtrafik over Øresund kører over Øresundsbron. 78 procent af personbilstrafikken vælger at krydse Øresund via Øresundsbron, mens færgerne mellem Helsingør og Helsingborg har mere end halvdelen, 54 procent, af lastbiltrafikken. 74 procent af alle personrejser over Øresund foregår via Øresundsbron enten med bil eller tog

Trafikken over Øresundsbron

182 millioner mennesker har passeret Øresundsbron enten i tog eller bil siden åbningen i 2000 – de 111 millioner i bil og de resterende 71 millioner i tog. Det svarer til at hele den danske og svenske befolkning har taget turen over Øresundsbron hele 13 gange hver i løbet af de første ni år. De 111 millioner personrejsende i bil fordeler sig på 48 millioner køretøjer i perioden 2000-09.

Togtrafikken

Togtrafikken har været inde i en rivende udvikling. Fra 2001 til 2009 er den skinnebårne persontrafik vokset fra 4,9 mio. til 11,1 mio. passagerer – en vækst på 125 procent. I 2009 kørte der 56.800 passagertog og 7.250 godstog over broen.

Øresundstoget fungerer primært som transportmiddel internt i regionen, hvor 90 procent af passagerernes rejser er regionale. Fire ud af fem togpassagerer er bosiddende i Sverige, og én ud af fem bor i Danmark. En meget lille andel er udlændinge.

Pendlingen driver også trafikken på jernbanen, hvor omkring 60 procent af de rejsende på øresundstoget er job- eller studiependlere. Af de resterende 40 procent er hovedparten fritidsrejser, mens en lille andel er erhvervsrejsende og ferierejsende.

Passagertrafikken på jernbanen drives primært af DSBFirst, som overtog driften af øresundstoget i januar 2009. Godstrafikken på Øresundsbrons jernbane er fordelt på flere selskaber. På dansk side går tognettet forbi Lufthavnen, via Hovedbanegården og Nørreport til Helsingør. På den svenske side forgrener nettet sig efter Malmö mod Göteborg, Kalmar og Karlskrona. Citytunnelen gennem den centrale del af Malmö, der åbner i slutningen af 2010, vil forkorte rejsetiden mellem København H og Malmö C med fem minutter.

Biltrafikken

Åbningen af Øresundsbron blev imødeset med høje forventninger til biltrafikken. Også lidt for høje forventninger til at virkeligheden kunne matche dem. Fra en varm sommermåned, hvor mange blot tog en tur på broen for at prøve at passere forbindelsen, faldt trafikken gennem hele efteråret 2000 og satte bundrekord januar 2001, hvor 4.700 køretøjer i gennemsnit passerede Øresundsbron per dag.

Billedet i dag ser helt anderledes ud. Hvad der en kold januardag i 2001 var af trafik på forbindelsen, nås i dag i morgenmyldretiden mellem kl. 6 og 9. I 2009 passerede i gennemsnit 19.500 køretøjer forbindelsen per dag. Det er 141 procent mere end i Øresundsbrons første hele driftsår 2001. I perioden 2001-07 lå væksten i trafikken på mellem 10 og 17 procent. I 2008 blev denne trend brudt i form af en opbremsning i trafikvæksten i andet halvår som følge af den lavkonjunktur, der ramte såvel Danmark som Sverige i kølvandet på finanskrisen.

Alle typer af trafik er steget i løbet af Øresundsbrons første ti leveår, men særlig bemærkelsesværdig er udviklingen i pendlingen. Pendlingen udgør i dag 42 procent af al personbilstrafik mod 5 procent i 2001. Der er to faktorer, der forklarer denne udvikling. De meget store boligprisforskelle mellem den danske og svenske del af regionen har fået mange danskere til at flytte til Øresund SE og den anden faktor er højkonjunkturen i dansk økonomi frem til 2007, der gav mangel på arbejdskraft på den anden side – et problem, som blandt andet blev løst ved at mange svenskere fik job i Københavnsområdet og derfor blev pendlere. Disse svenskere har i høj grad bidt sig fast på det danske arbejdsmarked og er i dag en naturlig del af stort set enhver arbejdsplads i hovedstadsområdet.

Den regionale erhvervstrafik udgør 18 procent af personbilstrafikken på Øresundsbron. Erhvervslivet er begyndt at udnytte Øresundsregionens potentialer ved blandt andet at samle kontorer og afdelinger på tværs af Øresund. Ligeledes er afsætningen på tværs af Øresund også stigende.

Ferie- og fritidstrafikken udgør de resterende 40 procent af personbilstrafikken på Øresundsbron. Med finanskrisen kom et andet fænomen til at sætte sit præg på trafikken over Øresundsbron. Mens den danske krone er låst fast til euroen, er den svenske krone flydende med den effekt at det pres, som små valutaer sættes under i en finanskrise gav et fald i den svenske krones værdi. Det har givet den effekt på øresundstrafikken, at mange danskere har taget en shoppingtur til den anden side af Øresund og især detailhandlen i Malmö har det sidste halvandet år nydt godt af de mange danske handlende.

Formål med rejsen med personbil over Øresundsbron
Formål med rejsen med personbil over Øresundsbron
Kilde: Øresundsbron
Download billede|Zoom
Handlinger tilknyttet webside