Videre til indhold | Videre til menunavigation

Trafikken over Øresund

Udvikling i den samlede trafik over Øresund

Åbningen af Øresundsbron i juli 2000 har fået trafikken over hele Øresund til at eksplodere. Mellem 1995 og 1999 voksede trafikken over Øresund med cirka 10 pct. om året. Åbningen af Øresundsbron resulterede i et trafikspring på 43 procent, og i det seneste år er trafikken over hele Øresund vokset med 13 procent. I 2007 er trafikken på Øresundsbron steget med 17 procent, mens trafikken på færgerne mellem Helsingør og Helsingborg er steget med 3 procent.

 

I 1990’erne blev Øresund passeret af mellem 2 og 3 millioner biler årligt. I 2007 passerede 9,2 millioner køretøjer og 35,5 millioner rejsende Øresund i bil, tog eller med færge. Personbilstrafikken udgør langt hovedparten, 91 pct., af al trafik over Øresund, mens lastbiltrafikken udgør 8 pct. og bustrafikken 1 pct.

Trafikken over Øresund 1990-2007
Trafikken over Øresund 1990-2007
Kilde: Shippax og Øresundsbron
Download billede|Zoom
Personrejser over Øresund 2001-2007
Personrejser over Øresund 2001-2007
Kilde: Shippax og Øresundsbron
Download billede|Zoom
 

73 pct. af al vejtrafik over Øresund kører over Øresundsbron. 76 pct. af personbilstrafikken vælger at krydse Øresund via Øresundsbron, mens færgerne mellem Helsingør og Helsingborg har mere end halvdelen, 55 procent, af lastbiltrafikken. 69 procent af alle personrejser over Øresund foregår via Øresundsbron enten med bil eller tog.

 

Togtrafikken

I 2007 var der 9,7 millioner togrejsende over Øresund – en vækst på 25 procent i forhold til 2006. Fire ud af fem togpassagerer er bosiddende i Sverige, og én ud af fem bor i Danmark. Øresundstogene fungerer primært som lokalt transportmiddel i regionen, hvor 90 procent af togpassagerernes rejser er regionale.

 

Cirka 6 ud af 10 togrejsende er studie- eller arbejdspendlere, og det er også pendlingen, som driver væksten i togtrafikken. Blandt de resterende 40 pct. udgør fritidstrafikken hovedparten, mens der kun er en mindre andel af erhvervsrejsende og ferierejsende i togene.

 

Biltrafikken

I 2007 steg personbilstrafikken med 18 pct. Årsagen til den høje vækst er primært den regionale udvikling i Øresundsregionen, hvor mange danskere flytter til Skåne, og skåninge får arbejde i Københavnsområdet.

 

• Pendlingstrafikken udgjorde 35 pct. af personbilstrafikken på Øresundsbron i 2007 og er det klart hurtigst voksende segment med en årlig vækst på 42 procent. Den øgede pendlingstrafik er udtryk for et mere integreret arbejds- og boligmarked, som er ved at opstå omkring Øresund.

 

• Den regionale erhvervstrafik udgør lidt under en fjerdedel af personbilstrafikken på broen og er vokset med 8 pct. i 2007. Væksten skyldes, at erhvervslivet også er begyndt at udnytte Øresundsregionens potentialer ved bland andet at samle kontorer og afdelinger på tværs af Øresund. Ligeledes er afsætningen på tværs af Øresund også stigende.

 

• Ferie- og fritidstrafikken udgør de resterende 42 pct. af personbilstrafikken på Øresundsbron.

Formål med rejsen med personbil over Øresundsbron
Formål med rejsen med personbil over Øresundsbron
Kilde: Øresundsbron
Download billede|Zoom

 

Udgangspunkt og destination for rejser over Øresundsbron

Den rene regionale trafik over Øresundsbron mellem den danske og svenske del af Øresundsregionen udgør 73 procent af den samlede personbiltrafik. Den internationale trafik over Øresundsbron, der hverken har udgangspunkt eller ender i Øresundsregionen, udgør kun 7 procent af personbiltrafikken på broen.

 

Fordelingen mellem rejsende fra Danmark og Sverige er forskellig for de enkelte rejseformål. Ni ud af ti pendlere er bosat i Sverige, og syv ud af ti fritids- og erhvervsrejsende er svenskere. Det er kun i ferietrafikken, at andelen af danskere er størst, nemlig 45 procent mod 35 procent svenskere.

Rejsestrømme for personbiler over Øresundsbron i 2007
Rejsestrømme for personbiler over Øresundsbron i 2007
Kilde: Øresundsbron. Note: Data stammer fra spørgeskemaundersøgelser og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed
Download billede|Zoom

 

Handlinger tilknyttet webside