Erhvervsstruktur
Øresundsregionen gennemgår i lighed med den øvrige vestlige verden en omdannelse af erhvervsstrukturen, som indebærer, at andelen af beskæftigede i den private servicesektor stiger, mens andelen af beskæftigede i fremstillingsindustri og landbrug falder. Endnu er der store interne forskelle i Øresundsregionen på hvor langt denne strukturelle forandring er kommet. I Region Hovedstaden stod fremstillingsindustrien (inklusiv byggebranchen) i 2005 for cirka 15 pct. af den samlede beskæftigelse, hvilket kan sammenlignes med Region Sjælland og Skåne, hvor fremstillingsindustrien udgjorde 22 henholdsvis 23 pct. af beskæftigelsen. Selv om fremstillingsindustrien går tilbage i alle tre områder, er faldet stærkest i Region Hovedstaden. Region Hovedstaden domineres i stedet af en meget stor andel beskæftigede i den private servicesektor: 47 pct. I Region Sjælland og Skåne udgør den private servicesektor 34 henholdsvis 36 pct. af beskæftigelsen. Fælles for de tre regionsdele er, at de mest fremtrædende brancher er forretningsservice samt engros- og detailhandel. Inden for industrien er det primært byggebranchen samt kemi- og plastindustrien, som står for en stor andel af beskæftigelsen i de tre regionsdele.


