Forskning og udvikling
Innovationsprocessens første fase udgøres ofte af forskning og udvikling (FoU). Her skabes den videnbase, som kræves for at producere højkvalitative og højteknologiske produkter - varer såvel som tjenester. At FoU og kommercialiseringen af resultaterne sker inden for en og samme region, er dog langt fra nogen selvfølge, hvilket også kan påvirke den regionale økonomiske vækst (1). Det regionale afkast af de foretagede FoU-investeringer afhænger af flere faktorer, blandt andet supplering af FoU-aktiviteterne med andre økonomiske aktiviteter ud ad værdikæden; FoU-aktiviteternes fokus (grundforskning, anvendt forskning eller eksperimentel udvikling); det regionale hjemmemarkeds størrelse samt adgangen til kapital. Også tidsfaktoren spiller en vigtig rolle, eftersom vellykkede innovationsprocesser mange gange kan have en tidshorisont på flere årtier. En specialiseret FoU-sektor af relevant størrelse og kvalitet er et første skridt i retning af økonomisk succes i den moderne videnøkonomi.
Målt med denne målestok indtager Øresundsregionen en fremtrædende plads i såvel Norden som Europa (se også kapitel om erhvervsstrukturen). Det ses også i adgangen til kapital – ikke mindst udenlandsk kapital – til finansiering af forskning og udvikling. Endvidere kan det tilføjes, at det generelle klima for udenlandske investeringer i de nordiske lande, og i Danmark i særdeleshed, er et af verdens bedste (2).
FoU-investeringer
Investeringer i forskning og udvikling er en central målestok for regionernes evne til og engagement for at øge videngrundlaget. Det er dog ikke nødvendigvis det samme som kommerciel produktion af innovative FoU-resultater. I Lissabon-strategien, som har til formål at gøre EU til den globalt set mest konkurrencedygtige videnøkonomi, er intensiteten i FoU-investeringer en af fjorten indikatorer for måling af succes. Målsætningen for 2010 er et investeringsniveau på mindst tre procent af BNP, hvoraf de to tredjedele skal finansieres via erhvervslivet.
- FoU-udgifter som andel af BNP inden for OECD i 2007
Kilde: OECD
De nordiske lande, bortset fra Norge, er alle blandt verdens førende, når det gælder de samlede FoU-investeringer. I 2007 foretog Sverige og Finland FoU-investeringer, som lå over Lissabon-strategiens målsætninger. Danmark og Island havde et lavere, men dog bemærkelsesværdigt niveau sammenlignet med gennemsnittet for EU og OECD. FoU-udgifterne blev for to tredjedeles vedkommende finansieret af det indenlandske erhvervsliv, hvilket er en høj andel internationalt set. Situationen ligner omtrent forholdene i USA, Tyskland og Schweiz. Det er kun i Japan og Luxembourg, at erhvervslivets finansieringsbidrag er større. De resterende investeringer kommer hovedsageligt fra offentlige kilder i de pågældende lande. I Danmark og Sverige er næsten hver tiende FoU-krone en investering fra udlandet.
Ser man på erhvervslivets engagement i de respektive landes FoU i forhold til de samlede investeringer, så er der en klar sammenhæng mellem disse. Det vil sige, at jo mere FoU erhvervslivet finansierer, desto højere er det generelle investeringsniveau i landet (3). For hovedparten af de nordiske regioner er denne sammenhæng lige så markant. Øresundsregionen placerer sig blandt de førende europæiske regioner, når det gælder FoU-udgifter som andel af BRP (Bruttoregionalproduktet).
Selv om Øresundsregionen i øjeblikket ikke kan betragtes som en funktionelt sammenhængende region, kan man alligevel konstatere, at en betydelig del af de samlede FoU-investeringer i Danmark og Sverige er koncentreret omkring Øresundsregionen. Af erhvervslivets samlede FoU-investeringer i Danmark og Sverige i 2005 blev de 32 procent placeret i Øresundsregionen. Regionen har endvidere med tiden øget sin andel. I 1997 stod Øresundsregionen for 25 procent af erhvervslivet samlede FoU-investeringer i Sverige og Danmark, hvilket er en stigning på 7 procentpoint.
Det er et gennemgående mønster, at de fleste af FoU-investeringerne sker i storbyregioner. I Danmark er erhvervslivets egne FoU-investeringer i stor udstrækning koncentreret omkring Øresund DK, og navnlig i Region Hovedstaden. Omkring 74 procent af det danske erhvervslivs FoU-investeringer placeres i Øresund DK, med 71 procent i Region Hovedstaden og 3,1 procent i Region Sjælland. I Sverige lægges hovedparten af disse investeringer i Stockholm, efterfulgt af Västra Götalands Län og Region Skåne.
- FoU-udgifter som andel af BRP, førende regioner i EU i 2005 (løbende priser euro)
Kilde: Eurostat, Dansk Center for Forskningsanalyse, Danmarks statistik, SCB. Beregninger foretaget af Region Skåne. Fodnote: Øresundsregionen indgår ikke i Eurostats NUTS-inddeling, men er modelberegnet ud fra statistik fra de nationale statistikmyndigheder i Danmark og Sverige.
Også i Sverige ender store dele af erhvervslivets FoU-investeringer i hovedstadsregionen, men Stockholms rolle er ikke lige så dominerende i Sverige, som Københavns er i Danmark. Omkring 33 procent af erhvervslivets FoU-investeringer placeres i Stockholms Län efterfulgt af 27 procent i Västra Götalandsregionen og 18 procent i Region Skåne (tal fra 2007).
Måler man erhvervslivets FoU-udgifter som andel af BRP, ser billedet imidlertid anderledes ud. Blandt de nordiske regioner ligger Vestsverige (Göteborg) højest med 5,40 procent. Stockholm og Østlige Mellemsverige placerer sig længere nede på listen med henholdsvis 4,29 og 3,99 procent. Den samlede Øresundsregion havner endnu længere nede på listen med 3,90 procent.
En vigtig forklaring på at flere tyske og svenske regioner placerer sig højt oppe på listen over FoU-investeringer er, at mange af disse investeringer er rettet mod bilindustrien, som er stærkt koncentreret til eksempelvis Braunschweig og Vestsverige.
Investeringernes struktur er næsten ens på begge sider af Sundet. Her kombineres betydelige og markedsorienterede FoU-investeringer fra erhvervslivet (tre fjerdedele) med mere beskedne investeringer fra universiteter og myndigheder. (I Region Sjælland ser det dog lidt anderledes ud, med en større aktivitet fra de offentlige myndigheders side.) Samme mønster genfinder man i Stockholm. I Vestsverige (Göteborg) og i Etelä-Suomi (Helsinki) er henholdsvis erhvervslivet og myndighederne en stærkere FoU-aktør end i Øresundsregionen.
Regionale FoU-investeringer blandt Øresundsregionens naboer i Østersøområdet er generelt beskedne grænsende til det svage. Det er primært Skt. Petersborg og Berlin, der investerer mere intensivt i forskning og udvikling, men også Hamburg. I Berlin udgør erhvervslivets FoU-investeringer kun halvdelen af de samlede investeringer, og myndighedernes bidrag er mere end tre gange større end i Øresundsområdet. I Warszawa er denne aktør en næsten lige så stærk spiller som erhvervslivet i Region Hovedstaden. Også Hamburg og Tallinn har, ligesom Helsinki, en svagere erhvervslivsdomineret investeringsportefølje og et større offentligt bidrag. På linje hermed er forskning og udvikling i de østeuropæiske storbyregioner i Østersøområdet generelt mindre markedsorienteret end i Norden.
På det akademiske område har Øresundsregionen med to universiteter i verdensklasse og tre i den europæiske topliga en stærk position i Norden og blandt sine nærmeste naboer i det nordlige Europa. Det er kun Stockholm, som indtager en lige så stærk position (se endvidere kapitel om uddannelse). Sammenlignes investeringerne internationalt i nominelle beløb, som ovenfor, er det ikke givet, at det samme beløb kan finansiere lige meget forskning og udvikling i forskellige lande og regioner. Dette skyldes naturligvis forskelligheder i erhvervsstrukturen, forskningsfokus og varierende omkostningsstrukturer. En anden del af forklaringen er lønforskelle mellem lande og regioner, og også mellem brancher.
Forskelle i købekraft for en investering/udgift justeres normalt efter varierende prisindekser. Når det gælder FoU-branchen, foreligger denne mulighed dog ikke. Som så mange andre tjenestebrancher er forskning og udvikling personaleintensiv. Dermed går hovedparten af FoU-investeringerne til lønninger, som i grove træk kan sættes til to tredjedele af omkostningerne i Øresundsregionens tilfælde (4). Selv om det i øjeblikket ikke er muligt mere præcist at analysere effekterne af disse forhold, så er det rimeligt at antage, at FoU-investeringerne på den danske side af Sundet sandsynligvis har en lavere købekraft og således kan finansiere en mindre mængde FoU end deres svenske modparter. Dette faktum får endnu større betydning, når man foretager samme sammenligning mellem regionerne i Vest- og Østeuropa. Forskellene i købekraft kan påvirke investeringsmønstret for FoU i Europa i betydelig grad på længere sigt.
(1) Dette faktum understøttes af en række empiriske studier. Yderligere bevis fremkom i en undersøgelse fra 2006, hvor forbindelsen mellem såvel FoU-intensiteten som andelen af patenter på den ene side og økonomisk udvikling (målt som BNP-tilvækst per indbygger) på den anden side blev sammenlignet mellem 240 europæiske regioner (NUTS2-regioner). Studierne konstaterer, at den region som investerer mest i FoU, Braunschweig i Tyskland, samtidig er den fjerde dårligste region målt på økonomisk vækst. Omvendt har ingen af regionerne i vækstligaens top-10 en FoU-intensitet, der overstiger to procent (Hanell, T & Neubauer, J: Geographies of Knowledge Production in Europe. Nordregio WP 2006: 3)
(2) Forbes Capital Hospitality Index 2008. De nordiske lande er i faldende rækkefølge (placering på verdensplan i parentes): Danmark (1), Finland (3), Sverige (6) og Norge (15).
(3) Hanell, Neubauer 2006
(4) I Danmark og Sverige mangler der statistik over sektorerne og branchernes FoU-investeringer efter udgiftsart. I Tyskland er sådanne problemstillinger dog med i FoU-undersøgelserne. I de tyske undersøgelser fremgår det, at for de fleste brancher går omkring to tredjedele af FoU-udgifterne til finansiering af lønninger, især i selve forsknings- og udviklingsbrancherne. (Stifterverband für die Deutsche Wissenschaft: FuF-Datenreport 2007. Tabellen und Daten, s. 38 Tabelle 14).
