Boligpriser
Billigere boliger, lavere leveomkostninger og bedre bolig for pengene har betydet, at den danske flyttestrøm fra Sjælland til Skåne er mere end fordoblet siden 2000, hvor broen blev indviet. Boligpriserne har siden anden halvdel af 1990’erne ligget højere i Region Hovedstaden end i den øvrige del af Øresundsregionen, men siden 2005 er prisforskellen i forhold til den øvrige del øget markant. Mellem 1. kvt. 2005 og 4. kvt. 2006 øgedes enfamiliehuspriserne i Region Hovedstaden i gennemsnit med 48 pct., mens de i det sydvestlige Skåne og i Region Sjælland blot øgedes med 29 procent.
- Enfamiliehus: Gennemsnitlig kvadratmeterpris efter region og år, 1. kvt.1996 - 2. kvt.2007. DKK pr. m2
Kilde: Realkreditrådet og Värderingsdata AB
I det øvrige Skåne øgedes gennemsnitprisen i samme periode med 21 pct. I første halvår af 2007 begyndte boligpriserne at falde i Region Hovedstaden, men prisforskellene er fortsat meget store i forhold til den øvrige del af Øresundsregionen. I 2. kvt.2007 var gennemsnitsprisen pr. kvadratmeter for et enfamiliehus i Region Hovedstaden 24.000 DKK, hvilket kan sammenholdes med en tilsvarende gennemsnitspris på 17.000 DKK for et enfamiliehus i det sydvestlige Skåne og cirka 14.000 DKK i Region Sjælland. En sammenligning af gennemsnitspriserne i København og Frederiksberg kommuner med Malmö kommune viser lige så store forskelle. I 2. kvt. 2007 lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris for et enfamiliehus i København og Frederiksberg på 29.000 DKK, mens prisen i Malmö i gennemsnit var 20.000 SEK. I Region Sjælland og i det øvrige Skåne er priserne på enfamiliehuse ikke steget i samme stil som i Københavns- og Malmö-området.

