Videre til indhold | Videre til menunavigation

Beboere og boligbyggeri i Øresundsregionen

I Øresundsregionen er der godt 1,7 millioner boliger. To tredjedele af regionens samlede boligmasse findes i København-Malmö-området (Region Hovedstaden og det sydvestlige Skåne). Boligstrukturen i Region Hovedstaden og det sydvestlige Skåne ligner meget hinanden med en stor andel af lejligheder i flerfamiliehuse, mindre lejligheder (1-2 værelser) og lejelejligheder. Særligt tydeligt er dette i centerkommunerne København og Malmö.

De øvrige dele af Sjælland og Skåne præges omvendt af en større andel af enfamiliehuse, færre små lejligheder og færre lejelejligheder. En væsentlig forskel mellem den danske og den svenske del af Øresund er den store andel af ældre boliger på Sjælland, særligt i Københavns Kommune. I Københavnsområdet er der også en betydelig bestand af lejligheder uden moderne faciliteter (bad, toilet, centralvarme). For eksempel mangler 12 pct. af lejlighederne i København fortsat badeværelse. Gennem de senere år har der dog pågået en omfattende modernisering – byfornyelse – af den ældre del af boligbestanden.

Boligstrukturen 2006
Boligstrukturen 2006
Kilde: Ørestat, Danmarks Statistik, SCB
Download billede|Zoom

Boligstrukturen påvirker til dels husstandsstrukturen. København og Malmö med en lille andel af enfamiliehuse og mange små lejligheder har en noget lavere andel børnefamilier end de omkringliggende kommuner. Forskellige studier viser dog, at det er blevet mere almindeligt, at unge børnefamilier bliver boende i byen efter at have fået deres første barn, og indtil de får det næste.

Andel af enfamiliehuse i 2006 (pct.)
Andel af enfamiliehuse i 2006 (pct.)
Kilde: Ørestat. Kort: Region Skåne

Download billede|Zoom
Andel børn 0-15 år (pct.)
Andel børn 0-15 år (pct.)
Kilde: Ørestat. Kort: Region Skåne
Download billede|Zoom

Boligbyggeriet

Boligbyggeriet på Sjælland har ligget på et historisk højt niveau gennem første halvdel af dette årti i forhold til 1980’erne og 1990’erne. Mellem 2001 og 2006 øgedes antallet af boliger netto med over 53.000 boliger, hvilket er det højeste tal gennem de seneste 25 år. Fordelingen af den øgede opførelse af boliger er relativt jævnt fordelt mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland.

I Øresund SE er opførelsen af boliger også øget kraftigt i forhold til det meget lave niveau gennem sidste halvdel af 1990erne. Men der mangler fortsat en del for at nå det niveau for boligbyggeriet, der var i anden halvdel af 1980erne og i starten af 1990erne. I Skåne sker stigningen i boligopførelser først og fremmest i de vestlige dele af regionen.

Ændringer i boligbestanden 1980-2006
Ændringer i boligbestanden 1980-2006
Kilde: Danmarks Statistik og SCB
Download billede|Zoom

Boligbyggeriet har som nævnt ligget på et historisk højt niveau i både Region Sjælland og Region Hovedstaden i løbet af 2001-2006, samtidig med at befolkningsvæksten har været relativt svag i forhold til tidligere. Dette har resulteret i, at det gennemsnitlige antal voksne pr. bolig på Sjælland er faldet kraftigt i første halvdel af dette årti, hvilket indikerer et øget boligforbrug pr. person. Som det fremgår af tabellen nedenfor, er der geografiske forskelle mellem forskellige dele af Sjælland. I Vest- og Sydsjælland er det gennemsnitlige antal voksne pr. bolig faldet mest, mens det i København er faldet mindst. Også historisk har presset været størst på Københavns boligmarked.

Handlinger tilknyttet webside